Jeg ønsker at sælge mit hus
Salg af haver foregår i perioden fra 1. maj til 30. september. I tilfælde at dødsfald, er der selvfølgelig særregler.
Et salg kan tage op til 8 uger, så hvis du ønsker at sælge i indeværende sæson, skal du henvende dig til bestyrelsen senest den 1. august.
Husk at du kan sagtens sætte dit hus til salg i foråret, med overtagelse i efteråret. På den måde er der ingen stress for dig som sælger og køber ved hvad de har at glæde sig til.
Bestyrelsen kontaktes på mail: havesalg@hffaelleseje.dk
Herefter modtager du kontakt oplysninger til vurderingsudvalget. Der kan forekomme ventetid på vurderinger.
Vurdering af huset
Der aftales en dato med vurderingsudvalget. Vurderingsudvalget består af tre personer og du skal selv være til stede under vurderingen af dit hus. Vurderingen koster 2.100 kr. og betales kontant direkte til vurderingsudvalget. Vurderingen er gældende i et år.
Inden du kontakter vurderingsudvalget, skal du have udført EL-syn og når vurderingsudvalget kommer skal du have følgende ting klar:
– en udfyldt løsøreliste (Blanket modtages i mail fra bestyrelsen).
– et underskrevet ejererklæringsbrev (Blanket modtages i mail fra bestyrelsen)
– et underskrevet EL-syn, udfærdiget at en Aut. EL Installatør.
– Kloak attest og kloak/vand tegning
Hvis der i forbindelse med EL synet konstateres ulovligheder, skal disse lovliggøres af sælger inden huset kan vurderes. Der skal være dokumentation for udbedringerne.
Kan der ikke laves en godkendt el-attest , skal der være en attest på at strømmen er frakoblet , før huset kan vurdere.
Du kan frit vælge Aut. EL Installatør, men du er velkommen til at kontakte EL Installatør: PH-EL & Sikring København – Tlf. 39163131.
Du skal være opmærksom på, at har du ikke ovenstående klar, når vurderingsudvalget kommer, så kan vurderingsudvalgt ikke vurder dit hus, men du kommer til at betale deres gebyr.
Vær opmærksom på, at køber er ikke forpligtiget til at købe løsøre, men eventuelt kan forhandle om prisen.
Husk dit hus skal være lovligt efter gældende regler, udfærdiget af Gladsaxe Kommune, Kolonihaveforbundet og HF Fælles Ejes vedtægter. Det er bestyrelsen der vurderer, om huset lever op til gældende regler.
Vær opmærksom på, at køber er ikke forpligtiget til at købe løsøre, men eventuelt kan forhandle om prisen.
Når du har fået vurderet dit hus
Ca. 14 dage efter at du har haft besøg af vurderingsudvalget, mailer bestyrelsen vurderingspapirerne til dig. Er du enig i vurderingsprisen underskrives papirerne og returneres til bestyrelsen, hurtigst muligt. Du har mulighed for at anke vurderingen, hvis du ikke er enig i prisfastsættelsen. Ankesagen foretages af Kredsens ankeudvalg og koster 2.500 kr.
Dit hus tilbydes først internt til foreningens medlemmer. Dette sker ved, at der opsættes en seddel i skabet udenfor kontoret samtidig med, at der udsendes en mail til foreningens medlemmerne. Bemærk at dit husnr. bliver offentliggjort. Huset er kun opslået i en uge. Huset fremvises umiddelbart efter til eventuelle interne købere. For at kunne komme i betragtning til at købe et hus internt, skal man have haft kolonihavehus i foreningen i mindst to år.
Er der flere interesserede køber, er det medlemmet med højest anciennitet, der har første ret til købet.
Såfremt der ikke findes en køber blandt medlemmerne, indkalder bestyrelsen folk fra ventelisten.
Finder bestyrelsen heller ikke en køber fra ventelisten, har sælger lov til selv at finde en køber. Huset kan kun sælges til vurderingsprisen og hussalget sker i samarbejde med bestyrelsen.
Tingbogsattest
Der skal udstedes en tingbogsattest. Denne ugift afholdes af sælger.
Dette kan gøres ved at kontakte Tinglysningsretten i Hobro Tlf. 99685800 eller ved at ansøge online på: http://www.tinglysningsretten.dk
Se link til vejledning: Indhentning af Tingbogsattest 2021
Foreningens Matrikel nummer er: 5A-Pc3-Gladsaxe, Ejerlaug 10252.
Bemærk, at tingbogsattesten tidligst kan indhentes 14 dage før overtagelsesdatoen, da den viser om der er gæld i huset.
Overtagelse af huse foregår d. 1. i måneden.
Som sælger er du selvfølgelig forpligtiget til stadig at holde din have. Affald skal være bortskaffet, hækken skal være klippet og græsset skal være slået, lige frem til overtagelsesdatoen. Der må kun stå ting tilbage i huset, som er aftalt med køber.
Økonomi
Købssummen jf. købsaftalen overføres af køber til foreningens konto.
Eventuel gæld til foreningen modregnes. Tilgodehavender afregnes ligeledes sammen med salgsprovenuet til sælgers konto. Dette vil som hovedregel ske senest 21 dage efter overdragelsesdatoen.
Afmeld din strøm
Husk at afmelde din strøm ved fraflytning, da du ellers hæfter for forbruget.
Forsikring
Hvis du er tilmeldt foreningens fællesforsikring, afmeldes du automatisk. Private forsikringer afmeldes af sælger selv.